Gå til sidens indhold
 

Tommelfingerregler

"En god by er, hvor en lille dreng kan gå rundt og se, hvad han vil være, når han bliver stor" (Louis Kahn)

Dispositionsplanen bygger i vid udstrækning på de senere års byfornyelsesdiskussioner, herunder anbefalingerne i rapporten "Fra udsat boligområde til hel bydel" fra 2008 af Programbestyrelsen for dialog og balance i udsatte boligområder og bogen "Arkitektur der forandrer" fra 2008.

 

Konklusionerne kan sammenfattes i ni tommelfingerregler:

 

1 "Før trafikken igennem i stedet for udenom kvarteret"

Dispositionsplanen erstatter det tidligere blinde vejsystem i Gellerupparken og Toveshøj med "det nye netværk", der giver en høj grad af tilgængelighed i området. Vejene er i videst muligt omfang forbundet med de større omkringliggende veje og naboområdernes veje, så gennemkørsel i kvareteret bliver mulig. Desuden ledes bus- og eventuelle letbaneforbindelser gennem området centralt via bygaden.

 

2 "Etablér gader med fortove og orienter bygningerne mod gaderne i stedet for mod landskabet"

Dispositionsplanens "nye netværk" af gader og stier fortættes med nye bygninger og funktioner. Nye funktioner og eksisterende blokke har både en gadeside og en rekreativ side i form af en park, pladser og haver.

Helhedsplanen lægger op til, at gader etableres som "shared space", hvor alle trafikanter i princippet færdes på et fælles "bygulv".

 

3 "Multifunktionalitet: Bland flere funktioner i den enkelte bygning"

Dispositionsplanen lægger i videst muligt omfang op til en blanding af boliger, erhverv og institutioner helt ned på bygningsniveau. De fleste bygningsanlæg mod gaderne og torvene er tænkt funktionsopdelt med mulighed for erhverv i de nederste etager og beboelse på de øverste etager. Mod parken kan der endvidere placeres institutioner, uddannelse og sportsaktiviteter i bebyggelsens nederste etage. 

 

4 "Multitypologi: Byg mere og byg mange slags"

Dispositionsplanen opererer med en bred vifte af bygningstyper, for at skabe indlevet identitet med et varieret arkitektonisk udtryk, f.eks.:

 

  • Etageboliger
  • Penthouse-boliger på tagene
  • Gavlboliger
  • Tækkehuse
  • Tæt-lav boliger
  • Punkthuse
  • Randbebyggelse
  • Karrébebyggelse
  • Monumentale ikonbyggerier
  • Fritliggende institutionsbyggeri
  • Indkøbscentre
  • Højhuse
  • Erhvervsklynger

 

5 "Indfør en menneskelig skala i både det enkelte byggeri og i bydelens løsninger"

Dispositionsplanens nye netværk og kvartersdannelse skal skabe en bydel med korte interne gangafstande. Her skal endvidere skabes tryghed og overskuelighed, med varierede, oplevelsesrige facader, der er genkendelige og let forståelige.

Dispositionsplanens nye overskuelige kvartersdannelser, bygningernes variation og byparkens grønne strøg giver internt i Gellerupparken og Toveshøj en behagelig skala med mennesket i centrum. Oplevet på afstand i den store bymæssige skala, skal bygningstyper med markant arkitektonisk signalværdi markere Gellerupparken og Toveshøj som en tryg, mangfoldig og multifunktionel bydel i Aarhus.

 

6 "Byg i mange materialer, men brug kvalitetsmaterialer, der patinerer smukt"

Dispositionsplanen lægger op til en variation i materialer, som skaber en høj grad af oplevelsesrigdom. Anvendelse af kvalitetsmaterialer både i by- og bygningsfornyelsen er en forudsætning for en opgradering af både bebyggelse og bydel. Det gælder belægninger, byinventar, facadematerialer, etc. Anvendelsen af forskellige materialer skal ske med omtanke, så man sikrer et højt æstetisk niveau.

 

7 "Afskaf ingenmandsland"

Hvis et område tilhører alle tilhører det ingen og kan overtages af grupper. Dispositionsplanen har fokus på kriminalpræventive initiativer og vil klart definerede overgangszoner gøre arealernes brug og tilhørsforhold tydelig.

 

8 "Etabler destinationer, så folk udefra har en grund til at komme i området"

Dispositionsplanen lægger i videst muligt omfang op til, at der etableres publikumsorienterede funktioner som f.eks.:


 

  • Bibliotek
  • Kulturhus
  • Bad og/eller Hammam
  • Erhverv, kontorer, små erhverv, etc.
  • Beboerhuse
  • Sundhedsklinik
  • Trafikknudepunkt: Offentlig trafik
  • Uddannelsesinstitutioner: Ungdomsuddannelser
  • Sportsfaciliteter: Tennis, boldspil etc.
  • Børneinstitutioner


Dispositionsplanen ønsker med sine publikumsorienterede byggerier og åbne fleksibilitet at skabe en intens blanding af urbane kvaliteter (byrum, torveaktiviteter, caféliv, erhvervsliv, etc.) kombineret med aktive, rekreative kvaliteter (skating, motionsløb, parkvolley, picnic etc.)

 

9 "Skab identitet gennem stærk arkitektur"

Arkitektur med markant signalværdi vil styrke den samlede byomdannelse i Gellerupparken og Toveshøj.

Det er målsætningen, at dispositionsplanen følges op af arkitektkonkurrencer om udformning af enkeltområder og bygværker i planen, således at der sikres en høj arkitektonisk kvalitet og et varieret udtryk.

 
 

Opdateret: 05.4.2011

Afdeling: Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening

Send kommentar: Gellerupsekretariatet

Telefon: 89 40 28 25

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden